Enhedslistens budgettale ved behandlingen af budgettet, d.10.10.2016

Budgettale d.10.10.16

Enhedslisten har præsenteret sit alternativ til forligspartiernes budgetforslag, og jeg skal her gøre rede for forskellene og baggrunden for dem.

Generelt gælder det, at budgettet ikke laves løsrevet fra omverdenen. Som kommune skal vi overholde nogle rammer i form af en servicedriftramme og en anlægsramme, og det er en fælles opgave at forklare, hvornår budgettet er indenfor og udenfor disse rammer. Dertil kommer, at budgetforslagene skal give et positivt resultat eller i det mindste et rundt nul, og kniber det, kan der tages af kassen, på trods af den ellers gældende retningslinje i kommunen, hvor der “skal anvises finansiering”. For begge budgetforslag gælder, at der tages af kassen og at servicedriftrammen er overskredet. Og dermed er det også sagt, at det ikke har været en nem opgave at lave budget i år. Baggrunden er, at der vedvarende forlanges mere af kommunerne fra regeringen samtidig med, at der skal afleveres flere penge fra os til dem – Venstreregeringens uendeligt nedladende holdning til virkelige problemer i praksis!

Vore egne problemer er velkendte – vi har taget imod et lille antal ny borgere i form af flygtninge, og vi har et stadigt voksende antal ældre, som i Faaborg-Midtfyn er mindre raske end andre steder. Takket være en god og konsekvent indsats på sundhedsområdet har vi dog i flere år været i stand til at holde udgifterne i ro på området, men har sidste år været nødt til at skrue noget op for blusset. Det gælder også for børn og unge, som har skullet anbringes uden for hjemmet, hvor vores medarbejdere også har gjort en stor indsats, men hvor der så også har været en stigning dette og sidste år. I de kommende år kan vi imødese flere førtidspensioner, efterhånden som ressourceforløbene bliver afviklet – forhåbentlig til alles tilfredshed. Der er altså udgifter nok på den borgernære velfærd, men som antydet har vi dygtige medarbejdere og ledere, som dagligt gør meget for at styre udviklingen og levere en relevant ydelse. Vi tror på i Enhedslisten, at det er noget af det vigtigste, vi kan gøre som kommune, og vi tror på, at en konsekvent god service på disse områder, parret med god kontakt og dialog til virksomhederne og et godt skole- og dagtilbud er basis for borgertilfredshed og vil føre til, at flere flytter til kommunen på sigt. Vi skal altså blot holde tungen lige i munden også i svære år!

Forskellen på de to forslag ligger dels i retorikken, dels i omgangen med de betroede midler. På det retoriske plan slår vi i Enhedslistens forslag netop fast, at en stram økonomi og en situation, hvor rammerne er snærende kræver, at vi skruer op for dialog med borgere og interessenter, mens nye tiltag først og fremmest skal finansieres gennem løbende effektivisering og dialog. Vi lægger vægten på at spare mindre på det, som virker og på, at der er reserver i de enkelte tilbud til fortsat god drift. Desuden, og ikke mindst, lægger vi op til, at det store arbejde med at styre udviklingsstrategien gennem planer, mål og signaturprojekter finder et leje, som gør, at det her i starten i allerhøjeste grad er styret af dialog med alle interessenter og at pengene dertil findes gennem dialog med især medarbejderne på alle niveauer. Omvendt har forligspartiernes forslag det som omdrejningspunkt, at der skal være “ambitiøs fremdrift og rammer” for netop arbejdet med planer, mål og signaturprojekter. Det skal føre til kommunens “forandring som samfund og rammen for en dagligdag”…for borgere og virksomheder. De betroede midler skal bruges hertil, herunder skal pengene fra salget af FFV-El indgå i en fond, som skal sikre virkeliggørelsen af signaturprojekterne.

Det er her vigtigt at erindre, at signaturprojekterne har i sig en række kriterier, som ikke sig selv siger noget om succes. Her tænker jeg på borgernes oplevelse af signaturprojektet, og derved går vi måske glip af det væsentligste, nemlig en stadig tættere og mere meningsfuld dialog. Signaturprojekterne sikrer nyhedsværdi, prægnans og måske sammenhæng med oplevelsen af at være tæt på, men sikrer ikke deltagelse. Ved at lægge midlerne til projekterne dels gennem budgettet, dels gennem en fond, så baner man med forliget også vejen for en majoritetsstyring, som ikke er gavnlig for det brede samarbejde og, især, den brede idéudvikling og borgerinvolveringen. Hvordan? For stramme planer kvæler de anderledes idéer ved at fjerne fokus fra dem, og borgerinvolveringen bliver ligeledes meget stramt styret, så kun de meget mål-rettede forslag finder deres plads. Derved bliver der også tale om majoritetsstyring, fordi det ikke længere er nødvendigt at føle sig frem og se sig for – der er jo en plan bag, som et flertal har godkendt og som et flertal vil føle sig forpligtet af, uanset om den er hensigtsmæssig eller ej. Er der så belæg for denne kritik? Det vil vise sig. At der er mindre fokus på den nære dialog oplever vi allerede. Gode eksempler i år er høringssvarene, som har fokuseret på to ting: dels flådestyringen, dvs. nedsættelsen af taksten for kørsel i egen bil, hvor medarbejderne har været meget skeptiske, især over for den forskelsbehandling, der kan opstå som følge af nedsættelsen. Nogle vil få den høje takst, andre ikke. Vi og forligspartierne er alligevel enige om at gå i gang med selve projektet, da det ikke medfører hverken afskedigelser eller direkte forringer det fysiske arbejdsmiljø. Men, der er en verden til forskel på bemærkningerne: Vi anser erfaringsopbygning for nødvendig, og afviser derfor ikke, at besparelsen på sigt bliver mindre, mens forligspartierne er enige om, at det fulde beløb skal være gældende fra dag 1. Det andet eksempel, og det andet emne som fyldte lige så meget i høringssvarene, er den tidlige overgang til SFO, også kaldet den tidlige skolestart. Det primære argument har været, at der har været et succesfuldt pilotprojekt på Broskolerne. Hvad man fra forligspartierne behændigt har overset er, at det har været succesfuldt blandt andet fordi, der har været en øget normering til det. Når man ved det, så er det tydeligt, at der er tale om en dobbelt nedskæring i forslaget – både i børnehaverne, som nu står med relativt flere mindre børn til det relativt samme personale – og i skolerne, som nu skal bruge relativt flere midler på SFO, end de gør normalt – uden at tildelingen øges. Bag denne dobbeltbesparelse skulle der altså være et principielt ønske blandt borgere og politikere om tidlig overgang til SFO. Men er det udtrykt noget steds i reaktionerne? NEJ! Overhovedet ikke. Det er de færreste, som kan se tidlig overgang som et gode i dig selv. Når det så oven i købet kommer ind som en besparelse, så må jeg konstatere, at forligspartierne slet ikke er i samklang med deres borgere. Såvel som de ikke er det med medarbejderne, jf. det foregående.

Et aktuelt eksempel på planstyring og majoritetsdominans er også beslutningerne omkring Korinth. Først var der skolen, som blev lukket over en sommer. Argumenterne var valide, men muligheden for lokalt at reagere og imødekomme ønsket om lokalt engagement var små. Fristen var simpelthen for kort. Nu har vi så sagen om børnehaven. For de fleste korinthere har det nok ikke været et opmærksomhedspunkt, at deres børnehave var sat til at lukke midt i 2017. Det er de færreste, som er direkte berørt, og man kan ikke forvente, at alle småbørnsforældre, som får den besked fra administrationen, straks sætter sig i forbindelse med lokalrådet eller får læst den beslutning, som fulgte med Budget 2015. Nemlig at der skal være tale om et bestemt antal børnepoint – altså: børn – for at en institution er levedygtig. De kigger nok mest efter en praktisk løsning. Nogle vælger så omegnsbørnehaver, nogle børnehaven i Korinth. Det er meget at pålægge civilsamfundet i Korinth, at de skal stemme dørklokker og sætter sedler op i Brugsen og nævne det i Korintherbrevet hele tiden, at børnehaven lukker, hvis ikke folk bruger den – og samtidig overbevise dem, som måske er tilflyttere og som måske blot har fundet et praktisk løsning uden at gøre sig klart, at de også skulle nå at tænke strategisk og agere politisk. Men det er det, vi i kommunalbestyrelsen har krævet, og ikke syv vilde heste har kunnet overbevise flertallet af forligspartier om, at der var og er et reelt ønske og behov i Korinth for egen børnehave – de har blot ikke været i stand til at vise det på anden vis end sympatitilkendegivelser, tilkendegivelser om fremtidig brug, høringssvar og udstrakt vilje til dialog! Nu har forligspartierne så valgt at bruge en halv million på at sørge for pasning af morgenSFO-børn og ledsagelse af børnehavebørn, i stedet for at bruge ca. den hele på at videreføre Brahetrolleborg Børnehave. Er det dialog? Er det involvering ? Er det at tilgodese den og de svage parter i det her spørgsmål ? Er det vejen frem? Vi er lodret uenige i beslutningen og mener, at det ville være et signaturprojekt i sig selv – og god selvledelse – at indse, at også en plan kan have sine mangler, og det kan være hensigtsmæssigt at fire på krav for at opnå noget andet og mere, end man ellers opnår.

For pengene mangler tilsyneladende ikke. I Enhedslistens forslag opererer vi med et kassetræk på knap 10 millioner, mens forligspartierne er oppe på 13. Vi overskrider – og erkender det – servicedriftrammen, mens forligspartierne går præcis til grænsen – flot – hvorefter de indfører “dialogbaserede effektiviseringer af midlertidig karakter uden konsekvens for serviceniveauet” til 7,5 millioner. Også flot! Så er det jo ingen sag at lave et budget i balance! Men kunne tallet ikke lige så godt have været 10 millioner – eller 12 eller 8? Den måde at omgås tallene på minder mest af alt om manipulation, og sætter en meget dårlig standard ift. redelighed og gennemskuelighed. Jeg har påtalt det og bedt om at få opklaret, hvad der gemmer sig bag den tilforladelige formulering, men har frem til offentliggørelsen af denne tale (4.10.) ikke fået svar.

Imidlertid optræder samme mulighed i Enhedslistens forslag. Her optræder de dialogbaserede effektiviseringer uden beløb blot ikke som en smart mekanisme til at få budgettet til at stemme, men derimod som det redskab, direktionen har til at få sat gang i projekterne bag udviklingsplanen. Vi har tillid til vores kompetente og projektorienterede direktion, men fastholder også, at kommunen og driften skal ses som en helhed, hvor hverken signaturprojekter eller planstyring er vigtigere end den borgernære velfærd. Det fremgår af vores budgetforslag, og det står vi ved nu og fremover. Vi er positive over for projekt “Tættere på Borgerne”, og mens vi afventer et bedre beslutningsgrundlag er det min klare overbevisning, at arbejdet i kommunalbestyrelsen med mere visionære planer bør fortsætte, men tempoet er mindre vigtigt. Der er f.eks. kommunalvalg næste år, og måske folketingsvalg inden da. Vi er i Enhedslisten positive over for ideen om en fond for FFV-pengene; den vil løbende blive større, men bør ikke være mere fredet, end at den kan levere penge til at styrke driften, hvis det viser sig nødvendigt.

Sluttelig skal jeg blot nævne de områder, hvor vi i modsætning til forligspartierne vælger ikke at spare: Vi undlader at indføre øget rådighedsvurdering, skære i revalideringen, skære i sundhedsplejen, skære i biblioteksdriften, skære i hjemmetræningen hos demente og i misbrugscentrets bevilling. Alt i alt forslag, hvor nogle var mere spiselige end andre, men vi vælger altså at se en helhed i at arbejde med reserver i vores tilbud og værdighed overfor borgerne på andre områder.

Er Enhedslistens plan så blottet for andre visioner end at spare på midlerne til ny drift og fokusere på den nære velfærd? Både-og. Begrænsningen i midler slår tydeligt igennem, men samtidig er der i tildelingerne til både busdrift til skolerne og til ledsageordning til Ø-færgen, til ungdomsrådet og til bymægler-initiativet lagt op til, at de øvrige interessenter – skolerne, familierne og ø-rådet på øerne, de unge og forretningslivet er medspillere, både praktisk og økonomisk. Og det samme gør sig også gældende for Brahetrolleborg Børnehave, som så har muligheden og forpligtelsen til at vise den lokale opbakning i årene fremover. Det er den vej, vi gerne vil nedad med forpligtende samarbejder og øget borgerinvolvering på områder, hvor det giver mening for dem selv og hvor vi som kommune ikke har en pligt til medvirken, men en interesse til fælles med vores borgere, brugere og forretningsliv.

Med disse ord håber jeg at have redegjort for de væsentligste forskelle i bevæggrunde og resultater af de to budgetforslag. Opsummerende vil jeg sige, at vores forslag kun levner plads til beskedne armbevægelser i det kommende år, men dog giver plads til fortsat udvikling, både internt politisk-administrativt, ift. borgerinvolvering og i den borgernære service. Vi forskertser ingen muligheder med Enhedslistens forslag, tværtimod! Med forligspartiernes forslag åbnes for mere plan- og majoritetsstyring, mere diffus borgerinvolvering som følge af stadfæstelse af dårlige beslutninger og flere besparelser. Jeg håber inderligt, at det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem har set lidt indad og måske også taget dialogen med sine medborgere, for derefter til syvende og sidst at beslutte sig for at vælge at stemme for Enhedslistens forslag – det skulle kun glæde mig!