I august tpg forhandlingerne om budgettet fart. Først skulle prioriteringerne indberettes, og efter vores gruppemøde var jeg klar til at taste “ja”, “nej” og “måske” til de sidste forslag. På budgetseminaret tog kommunalbestyrelsen fat på gennemgangen af forslagene og dermed også på den egentlige prioritering. Som det blev sagt forbilledligt klart, så er det stabenes opgave at give kommunalbestyrelsen tryghed for, at opgaverne bliverløst inden for den økonomiske ramme, der udstikkes. Det er citeret efter hukommelsen og en smule komprimeret, men budskabet var ganske klart: I tildeler, vi fordeler, og ansvaret er i sidste ende jeres – vi gør, hvad der er muligt for det, vi får til rådighed.
Dermed tager den samlede kommunalbestyrelse ansvaret for både et rimeligt arbejdsmiljø og og rimelige rammer i forhold til at prioritere opgaverne. Det virker oplagt, at hvis økonomien bliver for presset, så er det brandslukning over hele linjen, og så vil der ske flere fejl, mens de, som er dårligst til at gøre opmærksom på sig selv, ikke får den service eller behandling eller hjælp, som egentlig ville bringe dem videre. Og efter nogen tid vil frustrationer i personalegrupperne gøre opgaveløsningen dårligere og dyrere, når sygemeldinger og opsigelser tikker ind. Derved bliver det politiske spørgsmål, hvor god rammen skal være for at det giver mening. Det er yderst relevant i forhold til skoledebatten og i forhold til rationalet ved sammenlægningen af stabene.
Med disse betragtninger ser jeg frem til budgetarbejdet i september, hvor den overordnede ramme er så stram, som man nærmest kan tænke sig. Om vi kommer med i budgettet i år er et åbent spørgsmål, som vi tager stilling til forholdsvis tidligt i processen. Dilemmaet er, at uanset om vi er med eller ej, er der tale om en sparedagsorden. Dermed må vi også åbent drøfte, hvad der er at vinde ved at være med fremfor at stå udenfor.