Budgettet for ´17 er blevet tilrettelagt sådan, at de enkelte udvalg er blevet ansvarlige for at stille forslag til besparelser og effektiviseringer i forhold til deres vægt i budgettet, altså hvor mange penge, deres område har brugt i det foregående budget. I forlængelse af det holdes der åbne udvalgsmøder – dvs. den sidste del af mødet åbnes for offentligheden – hvor der er mulighed for at spørge til og kommentere forslagene på udvalgets område.
Det tegner til at blive en succes. På Sundhedsudvalgets møde, som blev slået sammen med Socialudvalget og Arbejdsmarkedsudvalgets møde, deltog 19 borgere med gode kommentarer og spørgsmål. Som politiker skulle jeg forholde mig tavs, men da der var tid til overs, kunne jeg ikke dy mig for at spørge til den ny organisering af hjemmeplejen og – hjælpen under Sundhed og Omsorg, og til forslaget om at centrere indsatsen fra vores jobkonsulent-organisatione, Center for Aktiv Indsats, omkring de mest arbejdsparate.
Jeg er fuldstændig klar over, at begge forslag er affødt af behovet for at spare, og dermed et påduttet krav om at bruge pengene på det, som giver hurtigst gevinst, men jeg er samtidig mere end betænkelig ved at det skulle koste på den langsigtede indsats. For Sundhed og Omsorg kan prisen blive, at den psykiatriske indsats nedprioriteres ved at ansatte med ringere uddannelse og erfaring skal varetage den sammen med sygeplejerskerne. Det kan ske, hvis projektet samtidig bliver et spareprojekt, som der lægges op til, og der ikke er tid og kræfter til at indhøste og lære af erfaringerne undervejs. Så vil borgerne reagere, og de erfarne blandt personalet vil opleve det som utilfredsstillende og måske søge væk. Derved bliver der med garanti mindre sammenhæng i indsatsen, – på trods af, at det netop var meningen. For arbejdsmarkedsområdet kan resultatet være lige sådan – når de mest arbejdsmarkedsparate bliver prioriteret højst, så kan indsatsen overfor de svageste, altså dem på ressourceforløb, hurtigt bliver nedprioriteret, og så får vi mennesker, som er parkeret på en slags fattigdomsydelse.
Jeg siger ikke, at det intentionen, men risikoen foreligger – på begge områder. Derfor skal det følges op på, og bliver det klart, at forslagene vender den tunge ende nedad, så er vi parate til at holde flertallet fast på den oprindelige intention, som ikke stiller nogen ringere.
I kommunalbestyrelsen var emnerne, udover den nævnte omorganisering af hjælpen under Sundhed og Omsorg, vinterglatførebekæmpelse, beredskabet og forlængelse af tilbagebetaling af et lån til Midtfyns Fritidscenter. Der var i det store og hele tale om besparelser, som ikke fører noget videre godt med sig, men omvendt var tabene ikke af en betydning, som for alvor fik mig op af stolen. Vinterglatføret er dyrt og miljøtungt, og vi kan blive nødt til at organisere det anderledes med tiden, Beredskabet skal omlægges efter centralt krav, og den ny løsning skulle være fleksibel nok til at kunne fungere på højde med den gamle – siger beregningerne. Men det er også en spareøvelse. Endelig var sagen om MFC tilpas speget til, at den, hvis der skulle kommenteres overhovedet, snarere ville få mig til at sige, at der var sparet for meget på hele området. Men det er sagt, og jeg har stemt imod dengang, det var relevant.
I øvrigt tegner budgettet lidt mindre dystert nu, hvor omprioriteringsbidraget tages af bordet til budget ´18. Ikke desto mindre har vi vedvarende færre penge at arbejde med i FMK (og i de øvrige kommuner), når vi ikke kompenseres for flere ældre og flygtninge. Hold det sammen med den underfinansierede ressourceforløbsreform (den med afprøvning af ikke-arbejdsmarkedsparate borgeres arbejdsevne), så fås en vedvarende udhuling af velfærden. Det er ikke i orden! Så mon ikke jeg vil komme med endnu et forslag om at hæve skatten til budgetforhandlingerne…..