Junimødet blev det første fysiske møde efter corona-nedlukningen. Det blev markeret med stor talelyst og nogle tankevækkende kommentarer. Jeg bidrog med hele tre: Under temadrøftelsen om en revideret kulturstrategi var det vigtigt for mig at forsøge at koble ny tiltag til også at have et erhvervsmæssigt sigte. Fordi kultur ikke kun må være underholdning, og fordi alt i dag har følere ude til, hvordan vi egentlig kan tjene penge i en tid, hvor alt det “nære” er opfundet, mens det mindre håndgribelige så er det, vi skal leve af i fremtiden, hvis vi vil blive ved med at være et rigt samfund. Det er en større diskussion værdigt, men jeg prøvede at koge det ned til, at vi – de midaldrende og erfarne – umuligt kan gennemskue den digitale virkelighed, som den vil se ud for dem, som vokser op uden andre muligheder end en eller anden grad af digitalisering. Det må gerne afspejle sig i de tiltag og foretagender, vi støtter op om i kulturlivet, som medspiller på eller modstrøm til det digitale og som inspiration til dem, som skal leve i fremtiden.
Anden bemærkning til eftertanke fungerede lige så meget som en huskeseddel til mig selv: I ligestillingsredegørelsen, som KB pligtskyldigst sender til Miljø- og Fødevareministeriet hvert tredje år, blev vi ikke ret meget klogere på forskelle mellem mænd og kvinders vilkår. Måske fordi, forskellen i det daglige virke ikke er så stor, og strukturelt kan den koges ned til noget med barsel og løn. Som ikke er omfattet af redegørelsen. Mentalt er der helt sikkert noget at komme efter, men det var heller ikke redegørelsens ærinde. Så det, der var tilbage at kommentere på, var udlændinge/indvandrere fra ikke-vestlige landes beskæftigelsesfrekvens mm. Så det gjorde jeg; den er nemlig ikke tilfredsstillende, når vi sammenligner os med andre kommuner. Så det kan gøres bedre, og udvalget må på arbejde for at finde ud af, hvordan det skal gøres. Om vi har pengene er et åbent spørgsmål. Problemet er der.
Tredje bemærkning faldt under debatten om fordeling af de ekstra midler til ekstra normering i daginstitutionerne. Jeg mener, helt principielt, at det er det bedste at smøre pengene tyndt ud, som vi plejer at udtrykke det, så alle kan indrette sig efter en merbevilling. Nogle vil have mere brug for det end andre, men dem, som har allermest brug for det, bør så kompenseres for den ekstra indsats, de yder, ved andre midler eller ved at vi sætter ekstra ind på vegne af dem. Fordi vi ellers på forhånd indrømmer, at vi ikke har pengene til at gøre den ekstra indsats, og derfor aldrig får råd til at hæve normeringen hele vejen rundt. Og det skal den! Så jeg støttede mindretallets forslag om en mere ligelig fordeling af midlerne, idét jeg holdt på, at fattigdom smitter, men ikke er en sygdom, og vi skal gribe ind ved at gøre børnene til det, de skal være – små individer, som er så bevidste om egne muligheder, at de også er i stand til at se ud over egen næsetip og være trygge i kontakten med de voksne omkring dem. Der kan sagtens argumenteres for det modsatte synspunkt – at dem med det største behov skal have mest hjælp, men i praksis er det meget svært at målrette hjælpen, når der ikke er en gennemtænkt strategi overfor alle børnene i institutionen: Man kan ikke stå og sige til børn, at nu skal de være normale! Eller gå ved siden af dem konstant og regne med, at de så kommer til at opføre sig som de børn, de så er relativt mindre sammen med. Så det, vi under alle omstændigheder var enige om, er, at der er nogle børn, som er bærere af problemer, som snarere er forældrenes eller omstændighedernes ansvar, og de skal hjælpes!
Andre debatter med et vist indhold var diskussionen om Heldagsskolens kapacitet; den endte med at debatten blev skudt til efter en redegørelse om inklusion senere på året. Diskussionen om automatisk opgørelse af mulige kandidater til ridderkorset fik aldrig flyvehøjde, men Torben Smith, Mads Holdgaard og jeg var da rørende enige om, at det ikke var noget, vi skulle bruge administrative kræfter på.
Endelig var regnskabet for 2019 under luppen, og i samklang med punktet om urealiserede besparelser gennem de seneste år kunne vi konstatere, at de ekstra midler fra staten gennem Udligningsreformen falder på et tørt sted: Vi har tømt bunken af hurtige løsninger, strukket budgettet til velfærdsydelser næsten helt ud af proportioner, ramt servicedriftloftet og tæret på kassebeholdningen. Bliver der så råd til mere velfærd med de ny penge? Det er åbent spørgsmål, og mit bedste bud i dette øjeblik er nok “nej”! Men svaret har vi først efter budgetforhandlingerne.