Kommunalbestyrelsen i juni – valgår

På det omfattende møde i juni havde jeg på forhånd nogle fokuspunkter. Dels var der omdannelsen af torvet i Ringe; en sag, som jeg ikke havde fulgt tæt, men som nu skulle gennem kommunalbestyrelsen, dels var der den økonomiske handleplan for Socialområdet, som jeg er skeptisk overfor. Efter debatten stod det klart, at jeg var den eneste, som aktivt tog forbehold for planen og stemte imod. Som planen var formuleret synes jeg, at den både inddrager nogle selvfølgeligheder – bedre opfølgning og genforhandling, samt CTI (Kritisk Tids-Intervention) for kriseramte kvinder – og nogle vederstyggeligheder, som en mere kritisk tilgang til BPA (Borgerstyret Personlig Assistance) og kraftigere skub fra midlertidige boliger til permanente boliger. Begge dele kan være relevante, men jeg frygter, at vi tager besparelsen først og så tænker os om bagefter – og så kan de berørte borgere komme i klemme. Desuden har den slags planer det med at være skrivebordsarbejde, som bagefter kræver flere administrative timer, hvorefter besparelsen forsvinder op i det blå. Uden bedre resultater for borgerne. Men jeg kan også blive klogere, i hvert fald får jeg nu muligheden med det foreliggende resultat.

Torvet i Ringe bliver omdannet, det stod fast. Der er nogle problemer i den forbindelse, da der er megen vind på torvet og den meget massive front i form af bygningen med den tidligere Punkt1-forretning ikke gør det nemt at lave noget indbydende. Så på mange måder ligner det foreliggende forslag blot en lettere modernisering, og det bliver det nok også – til en pæn slat penge. Det kommer til at koste Marinos sekskant og den nuværende legeplads og vandkunst, men der kommer så noget andet. I bedste fald vil det betyde, at andre får øjnene op for, at der kan foregå noget på torvet, men jeg har svært ved at se nogle rigtig gode initiativer dér – de har fundet sted rundt omkring: Musiklegepladsen ved biblioteket, udeservering ved Gluds og Thaisen Ma’hus og kulturelle begivenheder i Stationen.

Andre emner var den endelige nedkuling af forslaget til en ledelsesomlægning af børneområdet, hvor skoler skulle slås sammen og landsbyordningen ophøre. Jeg syntes, det grundlæggende er en dårlig idé. Ledelsen vil komme længere væk fra medarbejdere og forældre, og det vil gøre dialog i det daglige og kendskabet til skole/børnehave ringere. Så det var godt.  17.4-udvalget om Verdensmål afleverede sine forslag til forbedringer til kommunalbestyrelsen, og det arbejde kender jeg jo meget godt, da jeg har siddet med i udvalget. De blev afleveret nogenlunde uprioriterede, og det er en svaghed, men omvendt bliver det nemmere for Teknik-og Miljøudvalget at finde noget, de kan lide – det er først med tiden, vi kommer til (at savne) at se de store idéer gennemført. Så arbejdet er jo kun lige gået i gang, og jeg glæder mig til at følge fortsættelsen. De Radikale havde til junimødet foreslået, at vi skulle være en børnevenlig kommune efter UNESCOs forskrifter, og det er et sympatisk forslag. Når jeg alligevel endte med at stemme nej, skyldes det, at vi ikke skal lave dobbeltarbejde for at vise vores velvilje – hvis problemet er penge, hjælper en vedtagelse ikke noget, og ellers tror jeg på, at de gode hensigter: Udbredelse af børns rettigheder, inkluderende børneopdragelse og vilje til at udrydde diskrimination mod børn fra kommunalt hold kan nås gennem direkte arbejde i udvalget.

Men pengene! De løber som en rød tråd gennem punkterne og ikke kun, fordi økonomi er en fast del af sagsfremstillingen. Det er både en del af handleplanerne, som vi altså ikke var helt enige om, budgetopfølgningerne, som gav anledning til uro i foråret og førte til handleplanerne, forslaget om ændret ledelse på børneinstitutionsområdet og også lidt min skepsis over for, hvor langt vi når med verdensmålsforslagene. Vi startede budgettilgangen med at skulle finde forslag til især besparelser på 30 mio tilsammen. Et uhyrligt beløb, og mange af forslagene er uspiselige. Med de seneste udmeldinger om økonomien efter forhandlinger mellem KL og regeringen og den seneste midtvejsregulering er virkeligheden den, at vi allerede har “mistet” 29,4 mio i 2022 ift. i år. Så behovet for yderligere besparelser i de kommende år – hvis basisbudgettet skrider eller forventede udgifter ikke bliver dækket af tilsvarende tilskud fra staten – vil komme oveni de 30 mio. Det er jammerligt og urimeligt, og det vil helt sikkert kunne mærkes for mange af os. Det har jeg det ikke godt med. Jeg har i årevis hævdet, at vi skal kunne vride os fri af den spændetrøje, økonomiaftalen lægger ned over os, og til en vis grad hæve skatten efter behov. Det gælder stadig. Alternativet er meget værre.