Kommunalbestyrelsen i marts

Månedens møde havde få, men interessante slagsmål indbygget. Det første var efter min mening ganske ukontroversielt – undervisningsministeren har erkendt, at de nationale test ikke egner sig til vurdering og vejledning af den enkelte elev, så derfor er de aflyst i indeværende år. Skal vi så fortsætte med dem på de enkelte skoler, lægge dem ned eller lade det være op til skolerne selv? Jeg var klart for at lægge dem ned og afvente udviklingen, og det blev også udfaldet efter en lang debat.
Næste store punkt var foranlediget af en investors ønske om at lave boksbutikker i Blue Stars forhenværende bygning, foruden at indrette en dagligvarebutik bag Herregårdscenteret. Dertil kom en stribe mindre tiltag som foreløbigt, sundhedshus, ubemandet tankstation, fastfoodrestaurant, legeområde og bunkevis af p-pladser og pyloner. De sidste tre elementer mest inden for søbeskyttelseslinjen. Allerede med den udmelding var jeg meget skeptisk overfor investors vilje til at passe projektet ind i det eksisterende, og jeg læste mig til, at forvaltningen heller ikke var begejstret. Så derfor undrede det mig en del, at kommunalbestyrelsen på det foreliggende grundlag valgte at gå i dialog med investor. Jeg mener, at som udgangspunkt skal der ligge et forslag til boksbutikker og dagligvarebutik med faciliteter på de eksisterende lokationer og uden at kompromittere søbeskyttelseslinjen. Dertil er jeg skeptisk overfor virkningen på byens øvrige butiksliv, når der bliver gjort et systematisk forsøg på at trække en masse folk og omsætning ud af bymidten. Men processen må vise, om fåborgenserne giver mig ret, og om kommunalbestyrelsen som helhed så afstår fra at starte i et lille hjørne af Faaborg med at træffe beslutninger, som kan ende med at få store virkninger for hele byen.
Endelig havde vi debatten om, hvordan vi dog skal komme i gang med vores klima- og miljøtiltag, nu meget fornuftigt koblet sammen med FNs verdensmål. Enden på det blev et §17.4-udvalg, hvad der også var Enhedslistens position. Jeg mener, vi står os stærkest med bredest mulig opbakning og mest mulig opmærksomhed – det er ikke en indsats, som er overstået lige om lidt, og derfor skal den også sættes i gang med mest mulig ejerskab blandt borgere og interessenter. Jeg regner selv med at skulle side i udvalget, og det glæder jeg mig til!
Af andre ny tiltag kan nævnes, at vi nu går i gang med at revidere kommunens Kulturstrategi – den gamle har været en stor succes og effektivt efterlevet af forvaltningen. Forsikringen af de kommunale frivillige – dem, som fx er tilknyttet et plejehjem – gøres permanent, hvilket er det eneste rigtige. Det ny byggeri i Årslev bliver DGNB-certificeret, hvilket kan få stor betydning for både pris, funktionalitet og efterspørgslen. Klart godt set af administrationen! Og så blev renoveringsplanen for idrætshallerne behandlet – den viser tydeligt, at der er en økonomisk udfordring i de kommende år, og vi er slet ikke færdige med at drøfte med hallerne, hvordan vi skal løse den opgave sammen. For de summer, som egentlig behøves, har vi ikke. Men nu og her kan vi da komme videre.

Morten Schjøtt, kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten Faaborg-Midtfyn