Kommunalbestyrelsen i marts – valgår

Dagsordenen til månedens møde var udramatisk. Det eneste stridspunkt var indkapslet i lokalplanforslaget om Østerbrokvarteret i Faaborg. Forslaget skal præcisere den nuværende lokalplan, og dermed give nogle bedre retningslinjer for beboere og bygherrer ved renovering og nybyggeri. Desværre ville flertallet, at der skal tillades træ/aluvinduer i husflader, som ikke vender ud mod offentlig vej. Det betyder reelt, at vinduer i rent træ (med en bundglasliste af aluminium) vurderes som klart ringere end blandede ruder. Det er de selvfølgelig, isoleret set. Men omvendt er det rimeligt bæredygtige vinduer, lette at skille ad og uden andre materialekrav end godt træ, som i den grad kan være bæredygtigt. Jeg ved godt, det er en udfordring at bo i et bevaringsværdigt hus – de udgør anslået godt en tredjedel af bygningerne i planområdet – og det kunne jeg godt ønske mig anderledes, hvis massen af bevaringsværdige boliger skal opretholdes -, men der er også en værdi i både at opleve og gennemleve, at de gamle løsninger kan holde. At sådan en lavteknologisk løsning som et trævindue, som males, faktisk kan leve (delvist) op til en moderne standard og fungere. Flertallet mente altså ikke, at det er et validt argument, og det er da heller ikke vigtigt nok til, at det skal fylde mere her.
Andre punkter, som kunne give anledning til eftertanke, var et forslag fra Boligselskabet Fyn om små boliger til unge i Algade i Ringe. Idéen er rigtig; men lige nu entrerer kommunen med den tidligere Ringe Ferieby om det samme, og man forsøger også at koble tiltag som sociale viceværter på, i det mindste på tegnebrættet.
Parkeringsnormen i Faaborg og Ringe var også til debat – men uden deltagere. Det er spændende at sætte normen ned, men pt. har vi ikke noget at sætte ind, hvis der bliver problemer med trængsel. Så det er en fin beslutning, og så bliver vi alle klogere, når vi oplever, om det betyder noget.
Borgerrådgiverens årsberetning var lagt frem som punkt, og dermed kom den også ud i den store offentlighed. Det er godt, for den er god og fuld af konkrete eksempler. Antallet af klager er ikke fantastisk stort, men eksemplerne afspejler, at funktionen er meget vigtig, når borgeren har opgivet at at håndtere kommunikationen selv eller er faret vild i formuleringerne.
Så hvad kom ikke op på mødet ? Den fortsatte debat om underskuddet i SOU (Sundhed og Omsorg), om økonomien generelt og det gamle budgetforslag om CKV i særdeleshed. Underskuddet i SOU kan og skal åbenbart ikke eftergives. Administrationen sandsynliggør, at det – alt andet lige, og det er ikke en given ting – kan lade sig gøre at holde det nuværende budget, men så skal de manglende penge fra tidligere års ekstraforbrug hentes ind. Jeg skriver med vilje ikke “overforbrug”, for der er ikke tegn på, at det ikke har være rimelige udgifter at dække. Med de fremlagte forslag, som er enten beskærende eller løst formuleret, er der heller ikke ret meget, der tyder på, at der er tale om fråds, men om et område med et øget træk grundet større sager og flere borgere med behov. Altså mener jeg, at vi med fordel kan sløjfe underskuddet ved at tage pengene af kassen – de haves – og så leve videre med det og forsøge at holde udgifterne på det nuværende niveau. Men det store flertal mener altså, det er bedre at udvise konsekvens og holde fast i, at det giver mening at gennemføre en striks spareplan de næste fire år. Det er ikke nogen nyhed, men jeg tolker det derhen, at den ny konstruktion med budgetansvar i de enkelte udvalg, kombineret med udsigten til et sparebudget, gør, at alle holder vejret og ikke kan tænke ud over, at “det ikke må koste”. Det kunne også forklare både gennemførslen af CKV-forslaget med hjemtagelse af høreområdet på det – efter min mening – svagt belyste grundlag, der nu foreligger og såmænd også den fortsatte og anstrengte dialog om handicappolitikken, som lige nu pendler mellem Arbejdsmarkedsudvalget og de øvrige udvalg pga. en formulering om en “øget indsats” over for handicappede i Jobcenteret. Det kan koste, hvis de nuværende indsatser ikke giver en øget effekt, men det er vel for pokker også det, vi er valgt til at holde øje med – at der en effekt de rigtige steder, og ellers gøre noget ved det? Jeg forstår dilemmaet, men står selv fast på standpunktet om, at vi som udvalg også må være parat til at øge indsatsen, hvis det ikke fungerer tilfredsstillende, og gabet mellem handicappede og normalområdet ikke mindskes.
Morten Schjøtt
Kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten de Rød-Grønne