At gå på arbejde eller på anden måde deltage i samfundslivet er en integreret del af vores liv. Derfor skal erhvervslivet imødekommes med hurtige svar på relevante forespørgsler og god betjening ved kontrolbesøg og lignende.
En god erhvervsservice er en naturlig del af den kommunale pallette. Enhedslisten går ind for fælleseje og -kontrol over produktionsmidlerne, så vi ønsker at fremme andelsforetagender og fondskonstruktioner, hvor det giver mening. Vi er glade for det lokale erhvervsliv med de mange iværksættere og små virksomheder, og vi støtter helhjertet op om tiltag som Code of Care og lignende, som giver et inkluderende arbejdsmarked. Tilsvarende er vi nysgerrige på, om socialøkonomiske virksomheder kan spille en rolle ved at binde en arbejdsmarkedsindsats og virksomhedsdrift sammen.
I fremtiden vil der være en udvikling af fødevareerhvervet, og vi satser derfor på at støtte op om den ved at bekende os til økologi, som udover fødevarer uden sprøjterester og stort set uden GMO også giver mere biodiversitet og mulighed for mindre jordbrug, når afregningsprisen er højere.
Skat
Kommunen skal have de penge, som er nødvendige til at overholde lovgivningen og indfri borgernes forventninger. Hvis problemet er manglende midler, må en skattestigning være med i kataloget af løsninger. Skatten vil i mange tilfælde føre til større omfordeling mellem velhavende og mindre velhavende, og dermed være med til at skabe mere lighed og mere lige muligheder. Hvis der skal være ressourcer til andet end det mest basale – fx til en omstilling til et mere klima- og miljøbevidst liv – skal der også penge i kassen til det. Nationalt er der problemer ift. skattefastsættelsen i kommunen, idét både budgetloven og det skrå skatteloft virker mod hensigten om omfordeling via regulering af skatten. Så der er brug for politiske markeringer i stil med dem, som førte til en ændring af udligningen kommunerne imellem.
Det er imidlertid ikke altid, problemet er manglende penge. Nogle gange er problemet, at kommunens ansatte ikke har fået vist vejen til at udføre de tiltag, som politikerne har bestemt. Det kan skyldes manglende træning eller manglende koordinering, men det kan også skyldes manglende tilbagemeldinger fra mellemlederne om, at status ikke tillader ændringer uden tilførsel af midler eller tid til at implementere både ny og gamle beslutninger og lovgivning. I de tilfælde er det bidende nødvendigt, at vores mellem- og institutionsledere tør råbe op og sige, at nu går det for stærkt, eller at det slet ikke går lige pt. Der skal de turde sætte noget på spil for at få forholdene bragt i orden og mødet med borgerne rettet til, så det svarer til både borgernes og ledelsens – politikernes – forventninger. Politikerne er så forpligtede til at give mulighed for og være lydhøre overfor mellemledernes og medarbejdernes henvendelser, så der opnås stabil og ordentlig drift. Så en større del af administrationens tid skal gå med dialog og træning.