I Økonomiudvalget lykkedes det endeligt at slå sidste knob i en færgefart, som kan tilfredsstille småbørnsfamilierne på Avernakø – så nogenlunde. Forløbet har været langt og kringlet, da der har ligget et sparemål, som kunne imødekommes uden ny investeringer ved at forlænge sejltiderne. Det medførte så, at nogle familier blev ramt på den måde, at de ikke længere kunne sejle med over og nå at hente børn i børnehaven, mens færgen lå i lejet i Faaborg. Vi overlod det til Ørådet, som havde godkendt spareplanen, at komme til enighed om en ny sejlplan og en besparelse, hentet et andet sted, og det kunne Ørådet ikke levere. Jeg mener, at opgaven var for stramt stillet, men den udstillede samtidig, at øerne står splittet i forhold til at få det til at fungere. Så det var kun godt, at vi lukkede den med et lille merforbrug og længere liggetid i lejet. Om det rækker, må tiden vise.
Et mere dramatisk punkt var Korinth Kro. De to indkomne forslag var begge utilstrækkelige. Til gengæld var der noget nyt over dem begge, som gav ny perspektiver. Da der slet ikke var stemning for at gå videre, opgav jeg at få punktet i KB (kommunalbestyrelsen). Holdningen var, at det ville komme på som et lukket punkt, hvorfor forslagene alligevel ikke villle blive offentlig kendt. Andreas Møller løftede det så ind i KB, og punktet blev åbent! Det førte til en del bevægelse, både i Korinth og blandt os, som ikke så en nedrivning som det bedste, snarere som sidste udvej. Til selve mødet var en del korinthere mødt op; de bidrog med stemning og røde hjerter til fordel for bevarelse af kroen. Debatten var fuldstændig adskilt i dem, som holdt sig til historien og de fejlslagne projekter, og så os, som så på engagementet og perspektivet i en ny chance. Udfaldet blev som bekendt, at kroen skal rives ned. Jeg må konstatere, at det er mere end svært at føre en dynamisk politik, dvs. at lade udviklingen og idéerne få en plads mellem beslutningerne. De store grupperinger lader til at mødes og træffe en afgørelse, som så står ved magt, uanset hvad, der måtte dukke op. Det kræver megen snilde af os andre, og gør det også temmelig omsonst at bedrive argumentation i byrådssalen. Det er i sådan en sag kun til ære for offentligheden, desværre! Dette sagt i respekt for de andres argumenter – jeg mener, at de var overvejende bagudskuende.
I Sundhedsudvalget tog vi hul på den ny budgetform med løbende orientering af udvalget. Besparelsesforslagene ser noget mere omfattende ud denne gang; i praksis vil det nok også betyde endnu flere forslag, som ikke kan udmøntes helt. Altså et dårligere budget, som der skal “lappes på”. Vi drøftede også tandreguleringen og aftalen med Odense Kommune om denne. Det ser ud til, at det går den rigtige vej, da ventelisten skrumper. På mødet i november forventer jeg, at der ikke længere er nogen, som har ventet længere end tolv (!) måneder på at komme i gang.