På økonomiudvalgsmødet havde jeg fået et punkt med om de personalemæssige konsekvenser af omstruktureringen i kommunen. Hermed mente jeg, at både konflikten med FOA, problemer i de ny rehabiliteringsgrupper med primært sygeplejerskernes jobvilkår og det forhold, at tre topledere er fratrådt eller stoppet på et halvt år burde vække til eftertanke. Debatten om punktet var kort, men interessant: Der, hvor jeg sidder som politiker, kan jeg kun arbejde gennem andre. Dvs. gennem organisationen som helhed, fra borgmester/direktørniveau og ned. Det burde naturligvis ikke komme som en overraskelse for mig, men omvendt tænker jeg, at alle andre har samme trang til at vide, hvad der foregår og til at gribe ind, når noget ikke er, som det skal være. Til at få nogle gode forklaringer og til at finde ud af, hvad der måske skal gribes an på andre måder. For det er oplagt, at vi kan ikke blive så meget klogere af rygter og stemningsaflæsninger, hvor enkeltpersoner får luft for frustrationer. Men for den enkelte skal det til, og det skal til i tillid til, at organisationen så også fanger det op og vil være med til at se på det, når det er relevant. Det kræver noget af organisationen – dvs. ledelsen for den enkelte – og den tillid skal vi altså vise hele ledelsessystemet, og den tillid skal de altså opfylde. Ellers må ledelsen, på forskellige niveauer, vende tilbage til deres leder og sige, at noget er gået skævt. Så kan vi – eller nærmeste leder – genoprette tilliden ved at behandle emnet og komme frem til nogle konklusioner. Lige nu går det hele på papiret godt i organisationen, men jeg hører jo også stemmer, som siger det modsatte. Så det er en træls situation som politiker og borger. Jeg kunne ønske mig, at medarbejderne i de situationer, hvor dialogen helt oplagt ikke fungerer, holder sig til procedurerne og insisterer på at få ført afvigende meninger til protokols – og ikke slår sig til tåls med, at “det har politikerne bestemt”. Den bemærkning er kun relevant, hvis alle forhold – herunder de personalemæssige – har været belyst meget grundigt. Og det er de færreste forslag, vi får forelagt, hvor alt på forhånd er åbenlyst og belyst. Så tit tager vi beslutningen uden at vide, hvad det egentlig kommer til at betyde, men i tillid til, at organisationen kan håndtere en ny situation. Hvis ikke det er tilfældet, så bør først medarbejderne, så ledelsen melde tilbage til os, og så kan vi jo “bestemme”, om det var det, vi ville med forslaget!
På kommunalbestyrelsesmødet var det store nummer Slagterigrunden og planen for den. Jeg deltog ikke selv; i stedet holdt Kirsten fast i, at vi ikke er interesserede i boliger på grunden. Det foreliggende projekt, som åbnede for en undtagelse, er et bofællesskab for unge og gamle, og det er udmærket, men generelt skal vi ikke have boliger, så når mødet engang er glemt, er det mindre godt, at der står noget om, at boliger er en mulighed. Tulipbygningen bliver liggende, og det er svært at gennemskue, om det er en god idé. Det vil ikke koste alverden at fjerne den, heldigvis. Kanalen, som alle kan lide (30 mio!), kan i kombination med stormflodssikring blive svær at kombinere med Tulip-bygningen – vi får se efter arkitektkonkurrence og -forslag. En udvikler til grunden, som bliver provisionslønnet, skal der nok til, men kontrakten kan blive meget svær at sætte ordentligt sammen.
På mødet i Arbejdsmarkedsudvalget fik jeg orienteret om mødet med frivilliggruppen i Ryslinge. Der skal ændringer til på Fabers, hvis det skal fungere rigtig godt, og der er heldigvis lydhørhed for, at det kan ske. Hvis problemet er flere penge, så bør det være til at overskue for os visionære politikere!