En dagsorden med 18 punkter. Alle punkter var sager som var afklarede i udvalgene eller som kunne sendes videre til behandling i administrationen eller ud i høring. Der var ikke den store debatlyst. Sikkert fordi der er 10 nye kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Jeg sender et par ord med punkt 6. Kvalitetsstandarder for Nødkald: ”Vi har 310 nødkald i brug og næsten ingen misbrug. Kvalitetestandarden fokuserer meget på misbrug. Det er der ingen grund til. At nødkaldet kun virker i hjemmet er en yderligere utryghed for borgeren. Man kan ikke få hurtig hjælp hvis man falder i sin have eller på en tur til købmanden med sin rollator. Selv om der er en hjælper med så er hjælpen ikke lige ved hånden. Der må kunne sættes en akutknap på borgerens mobil.” Kvalitetsstandarden blev godkendt.
Punkt 7og 8. Forslag om kommuneplantillæg til ændring af detailhandelsstruktur i Faaborg. En kæmpe ombygning af hele Faaborg som sendes i høring 21.januar -18.marts. Der er en lang sagsbeskrivelse. Der er mange ting at tage stilling til så hold øje med høringsfrister og borgermøde. Fra sagsfremstillingen: ”det er fortsat vores mål at understøtte detailhandelen og bylivet i den centrale bymidte….butikker med en størrelse, der er vanskelig at indpasse i den centrale bymidte kan placeres på Markedspladsen 7. Videre vurderes det at udviklingen vil komme til at betyde nedgang i omsætningen i den centrale bymidte på 16%.” Der vil blive inviteret til borgermøde. Sendes i høring.
Punkterne 10,11,12 handler sammen med 13 om vandværkerne. Jeg fokuserer på 13: udarbejdelse af vandforsyningsplan og indsatsplan. Rune og jeg har sendt et læserbrev til avisen, men det har vist ikke været i. Det ikke er nok at tage boringsnære beskyttelsesområder med. Det drejer sig om at beskytte grundvandet for tilførsel af nye pesticider også over uudnyttede grundvandslommer. Sættes i gang.
Punkt 14. Regulativ for husholdningsaffald blev vedtaget uden debat.
Punkt 16. KLs kommunalpolitiske Topmøde-delegeretmøde afholdes 17-18marts.og jeg har mulighed for at komme med selv om jeg ikke er delegeret. Så det gør jeg, sådan fordi jeg er lidt nysgerrig.