Enhedslisten skyder kommunalvalg i gang med nyt budgetforlig

I denne weekend holder Enhedslisten Faaborg-Midtfyn sommertræf, hvor det netop indgåede budgetforlig debatteres. Udover at indeholde flere vigtige investeringer, så er dette budgetforlig også den første budgetaftale partiet stemmer for i kommunen.

>>I Enhedslisten siger vi, hvad vi mener og gør som vi siger. Her stemmer vi kun for det, som giver mening. I år er det lykkedes at løfte lutter gode ting ind og samtidig undgå nedskæringer. Derfor har vi stemt for<< fortæller Morten Schjøtt, der sidder i kommunalbestyrelsen for Enhedslisten.

Han lægger særligt vægt på, at småbørnsområdet er blevet løftet med 20 millioner kroner over de næste fire år. Det er efter hans optik tiltrængt, hvis der skal sikres nok varme hænder og en værdig løn til pædagogerne.

Kirsten Lundgaard, der tidligere har siddet i kommunalbestyrelsen og som står til at blive Enhedslistens andet medlem i byrådet efter kommunalvalget, slår særligt på nødvendigheden af, at velfærden skal sikres, hvis man som borger fortsat skal bakke om ideen om velfærdssamfundet.

>>I Danmark bidrager vi med en god portion af vores indkomst til den fælles kasse. Det gør vi, fordi vi sammen kan løfte ligheden og trygheden, når vi skaber fælles løsninger. Velfærd er sikkerhed og trygge løsninger på vigtige tidspunkter i vores liv. Det er helt grundlæggende ting som børnepasning, sygehuse, førtidspension eller ældrepleje. Hvis vi går i en retning, hvor disse områder bliver til discount-udgaver, så vil folk miste tilliden til velfærdssystemet og så forsvinder formålet med at betale skat<<.

Derfor glæder det Kirsten Lundgaard, at partierne i kommunen har valgt at gå i en anden retning end det er tilfældet med deres partier på den landspolitiske scene, hvor hun supplerer:

>>Derfor er det så vigtigt, at vi lokalt formår at bruge vores skattekroner på den nære velfærd i en tid, hvor Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance nationalt laver milliardnedskæringer for at kunne give skattelettelser i toppen. <<

Morten Schjøtt håber af samme årsag, at Enhedslisten får to pladser til det kommende kommunalvalg, da det vil betyde flere muskler, der kan kæmpe for at bevare, udvikle og sikre den lokale velfærd, der sammen med det grønne område udgør kernen af den politik partiet går til valg på. Du kan læse mere om Enhedslistens kandidater og vores politik på vores hjemmeside: faaborg-midtfyn.enhedslisten.dk/