Kommunalbestyrelsen i marts

Marts måneds møde i kommunalbestyrelsen var årets hidtil korteste – kun 34 punkter. Det er stadig rigtig meget, og det kan gå ud over overblikket. Fordelen er, at borgerne får en mulighed for at følge en stor del af det meget forskelligartede arbejde, som foregår i udvalgene.
Mit fokus på mødet var at levere et oplæg om FNs verdensmål, som var sat på dagsordenen som en temadrøftelse. Det var nyt, og debatten fungerede udmærket som udmeldinger. I mit indlæg søgte jeg at være konkret og foreslog. at borgerbudgettet kunne rettes ind mod verdensmålene som et forsøg og at vi skulle benytte lejligheden til at revidere vores indkøbspolitik. Jeg støttede naturligvis Torben Smiths tanke om at skrive på hver sagsfremstilling, hvordan den virkede ift. Verdensmålene. Og så talte jeg om landbruget og om dets rolle. Jeg blev af Søren Kristensen forsikret om landmændenes (i kommunalbestyrelsen) gode vilje til at stræbe efter Verdensmålene, og det sagde jeg tak for. Der er helt sikkert knaster på den stamme; vi kom jo ikke igennem forslaget om økologi ved budgetforhandlingerne, og sprøjtefri zoner omkring vandindvindingsområder og vandløb kommer næppe på tale uden fuld kompensation. Hvilket kan blive dyrt, hvis områderne skal være omfattende.
Det genåbnede budget var på dagsordenen i form af en budgetprocedure, som jeg undlod at stemme for eller imod, da ordlyden også forpligtede forligspartierne. Da vi ikke er med i budgettet, forekom det mig at være det rigtigste. Til gengæld gjorde punktet indhug i råderummet, og dermed bliver det vanskeligt at tro, at vi er med i budgettet for 2020.
Kommunens afkast på vores penge har været mere end magert i 2018. Det har rettet sig i år, men giver da stof til eftertanke. Borgmesteren har været ude med tanker om udlån til køb af ejendomme, og det er bestemt værd at arbejde videre i. På sigt giver det et bedre udbytte end passiv kapitalanbringelse, er jeg sikker på.
To punkter gav anledning til en del debat: En ansøgning til Realdania om forskønnelse i Ringe, og det gamle bibliotek i Kværndrup. Det sidste punkt var vi nogle, der gerne ville have kværndruppernes holdning til, hvorvidt de magtede driften – og forsamlingshuset og hallens holdning til at foreninger skulle holde til på det gamle bibliotek og ikke hos dem. Men debatten førte til en afstemning, og på det foreliggende grundlag mente jeg ikke, at der var grund til at “forære” bygningen til foreningerne, som måske ikke kan drifte den. Ansøgningen til Realdania kom med lange og noget blomstrende beskrivelser, som dækkede over økonomiske prioriteringer, som jeg ikke var enig i. Men det søgte beløb er stort, og beskeden var, at der var mulighed for at ændre i projektet undervejs – med Realdanias samtykke. Så ja til det også, og så var det møde udramatisk derfra.