Så blev budget 2022 vedtaget – uden vores stemme. Derom senere.
På forhånd havde jeg glædet mig til og frygtet punktet om den bevarende lokalplan om Østerbrogadekvarteret i Faaborg. Som oplægget var, skulle den være mindre restriktiv, og området skulle rettes til. Det sidste voldte mig ingen problemer, men at lempe reglerne – og kombinere det med flextilladelse til mindre boliger – har jeg det noget stramt med. Vi har jo en arkitekturpolitik i kommunen, og dertil registrering af og lidt spøjse støtteregler til bevaringsværdige boliger. I virkeligheden tænker jeg, at vi ikke helt er færdige med at overveje, hvordan vi skal håndtere bevaringsværdige miljøer, for stort set alt er overladt til ejerne, som så selv finder ud af, hvad de vil med deres bevaringsværdige hus. Jeg kunne godt tænke mig, at der var lidt mere initiativ fra kommunen ift. renovering, energioptimering og vedligehold, så det at eje en bevaringsværdig ejendom bliver mere som at bevare et fælles gode med særlig atmosfære og særlige udfordringer. I tilfældet Østerbrogadekvarteret gik lempelserne på, at der fx måtte være plastvinduer i flader, som vender væk fra offentlig vej. Jeg mener ikke, det er en god idé – træ kan let håndteres og er miljøvenligt, men kræver selvfølgelig en del arbejde og er dyrere i anskaffelse. Jeg synes, grænsen for det bevaringsværdige går et eller andet sted mellem det nødvendige – fx i forhold til energiforbrug – og det æstetisk og periodemæssigt korrekte, og plastvinduer er et klart brud på det sidste. Så jeg var selvfølgelig imod. Til gengæld var jeg optimist ift. grænsen for flexboliger, som planen fastlagde på 65 kvm. Hvilket også flugtede med høringssvarene, som nævnte risikoen for tomme huse. Men udvalget havde så ændret grænsen til 75 kvm, og jeg måtte stille et ændringsforslag, som jeg håbede i det mindste ville samle et par stemmer, som så kunne støtte en evt. opinion hos borgerne. Men desværre stod jeg alene med de 65 kvm. Også i spørgsmålet om vinduer var jeg i mindretal – men nu i selskab med socialdemokraterne og Lea fra SF. Sagen er nu bare den, at det ikke kan lade sig gøre at opretholde adskillelsen mellem facaden og andre flader, så i praksis er det nu muligt at sætte plastikvinduer i i alle boliger i hele kvarteret. Øv.
Der var en del trivielle sager sådan at forstå, at der ikke var nogen tvivl om udfaldet. Tulipbygningen var på, og den kunne godt have delt vandene, men fik en chance til. Fællesindkøb Fyn fremlagde en fin handleplan for grønne indkøb, og der var høringssvar til den første nationale havplan. Men det svar var nu ikke uden knaster, og jeg endte med at stemme imod den del, som Faaborg-Midtfyn stod som afsender af. Problemet var.at mens der reserveres en korridor til Fyns-Als-forbindelsen, som i den grad er uvis, så foreslår høringssvaret at nedlægge to placeringer til havmøller – inden processen omkring dem overhovedet er afsluttet. Det er jo nonsens, og bør ikke stå i et høringssvar. Derimod er jeg enig i, og det sagde jeg også, at der bør tages principiel stilling til havmøller tæt på land i de indre farvande.
Budgettet har jo været længe undervejs, og længe så det ud til, at det ville blive nødvendigt at spare en del. Fristen for at hæve skatten blev stiltiende forpasset, og jeg besluttede mig for at forsøge at ramme et godt resultat inden for rammerne. Så med det udgangspunkt gik jeg til forhandlingerne, og vi havde mange gode og nyttige dialoger. Og var kommet nærmere et fælles resultat. Undervejs forsøgte jeg at samle stemning for midler til den grønne omstilling, og da vi skulle til at lukke budgettet, ville jeg gerne lempe på det beløb, organisationen skulle spare via kreative forslag – måske rettelig snarere gennem grønthøsteren. For undervejs havde billedet af økonomien ændret sig betydeligt, og vi havde udsigt til et budget i plus og dermed helt andre muligheder for at sætte retning. Og det synes jeg, at vi skal, ikke mindst i et valgår. Så det forsøgte jeg i mit/Enhedslistens budgetforslag, som kan findes her på hjemmesiden. Men debatten i KB kom slet ikke ind på mit forslag, og mit indlæg var derfor mest møntet på den ret dårlige økonomi, som tegner sig for de næste år, og som ikke tillader anlæg i det omfang, flertallet ønsker. Så hvad gør man så? Jeg vil gerne slå til lyd for, at vi prioriterer hårdere på anlægssiden OG hæver skatten, så der bliver råd til den basale og nødvendige velfærd. Så den er sikret. Nogle gange tænker jeg, at jeg ser spøgelser, når ingen andre ser det samme, som jeg gør; men indtil videre har jeg jo sådan set haft ret: kommunernes servicedriftramme bliver mere og mere presset, vores lokale økonomi bliver mere og mere presset (det bliver stadigt sværere at finde relevante besparelser) og organisationen bliver stadig mere presset og i nogle tilfælde uselvstændig, når den ikke får meldt tilbage, hvad der ikke fungerer.
Der er en passus i budgetaftalen, som jeg ikke fik nævnt i mit indlæg, og som jeg siden har skrevet om i et læserbrev. Men den er ikke god at have stående i aftalen, og jeg vil kort nævne det i den her forbindelse. Der står, at forligspartierne forbeholder sig retten til at fordele evt. penge, som måtte komme via finansloven. Det er, efter min bedste overbevisning, det rene volapyk. Eller et udslag af magtbrynde. Ny penge er selvfølgelig ny penge og er ikke knyttet op på budgettet. Man kunne have skrevet, at ny penge burde kanaliseres der og der hen, men det er ikke formuleringen – forligspartierne vil blot have håndsret over ny penge, og skal derfor mødes i smug/uden mig for at aftale, hvordan det skal ske. Det er jo absurd og dybt udemokratisk. Desværre. Så der er plads til forbedring.
Morten Schjøtt, kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten de Rød-Grønne