Kommunalbestyrelsen i november – valgår

Det spidser til! De fleste af vores kandidater har været til vælgermøder og mødt mange af de andre listers kandidater. Det er har været spændende at høre ambitionsniveauet og de forskellige løsningsmodeller. Det har været tilsvarende skræmmende at konstatere, at forskellen på Venstre og Socialdemokratiet er forsvindende, og ambitionsniveauet på et udviklingsområde som klima og miljø er rimelig lavt – i det mindste afventende. Vi har for længst erklæret, at vi bakker op om Hans Stavnsager som borgmester ved den kommende konstituering, og han har indkaldt de tre partier i valgforbundet – os, SF og R – til et møde umiddelbart før valget for at aftale nærmere. Jeg går ud fra, at han vil tale om fordelingen af poster efter et valg, og det er selvfølgelig altid relevant, men min prioritet er nu, at vi har en agil politik fremfor at sidde og gnave ben. Men en plads i Økonomiudvalget eller en formands- eller næstformandspost er selvfølgelig lig med mere indflydelse. Så kunsten bliver at balancere det, så det ikke er et hold kæft-bolsje. Vi får se!
Fornylig har jeg hørt kommunalbestyrelseskolleger sige i valgkampen, at de skam er fuldstændig grønne – men heller ikke har fuldt overblik over konsekvenserne (og derfor kan love hvad som helst!). Ingen har fuldt overblik – og vi kan ikke kende fremtiden. Men omvendt burde vi nok have kommunale medarbejdere, som var ansat til at kigge på klimaproblemstillinger og regne på modeller og konkrete sager, så vi kan gå direkte til kilden og få en vurdering. For fraværet af viden bliver et problem og et sted, vi slår os på hinanden – det viste månedens kommunalbestyrelsesmøde klart.
For bølgerne gik højt. Min forberedelse lå sådan, at jeg første sent blev klar over, at der var flere kritiske punkter. Da jeg ikke havde haft tid til at drøfte dem med kommunalbestyrelseskolleger, var jeg forberedt på, at jeg ville komme til at stå alene, og det viste sig desværre at holde stik. Vi lagde imidlertid blødt fra kaj i første betydende punkt om en udskiftning af Faaborg III. Som det var lagt frem, er det ligetil at konstatere og nemt at beslutte, at vi skal have skiftet færgen – den smider CO2 ud af skorstenen i store mængder. Så med det foreliggende perspektiv – færger med mulig anvendelse på flere ruter og med el eller biometanol som drivmiddel, var det oplagt at sige ja. Det var dog lige mere end kuriøst, at COWI-rapporten bag sagsfremstillingen var udarbejdet af den samme mand, som lavede den famøst ringe rapport om mulig elfærgedrift mellem Als og Bøjden. Igen var der fejl i opgørelsen af lastbiltransporten, hvilket den lokale gransker, Morten Gjeddesbæk, havde gjort kommunalbestyrelsen opmærksom på. For den konkrete sag havde det ingen indflydelse, men det kalder på egne eksperter, som kan holde os på sporet.
Mere bølgegang var der i klima- og miljøsagerne. Sagerne omhandlede et planlagt solcelleanlæg ved Nordskov, Ringe, og afgrænsningen af kommunens deltagelse i DK2020 – klimaplaner. Da jeg læste lokalplanforslaget for solcelleanlægget ærgrede jeg mig stygt over, at vi som kommune var så tilbageholdende med at stille krav. Jeg ved ikke præcist, hvordan en lokalplan bliver til, men går stærkt ud fra, at det sker som en forhandling mellem bygherre/projektejer og myndigheden, altså kommunen. Og at der i den proces er mulighed for at have indflydelse. Lovgivningen er klar: Vi har mulighed for at stille krav til hegn og beplantning. Det er logisk, at megen beplantning sænker muligheden for at opstille solceller, som også får sol. Omvendt, det er et meget stort område, som skal anvendes til solceller og derfor bliver låst fast i op til 40 år – alene med det nuværende projekt! Så selvfølgelig skal der stilles krav og indtænkes mest mulig biodiversitet. Det var, efter min bedste mening ikke sket, så jeg var i krigshumør, og debatten bar præg af det. Jeg endte med at stemme for kommuneplantillægget, som giver mulighed for opførelse af et anlæg, og imod den konkrete udførelse, som den er beskrevet i lokalplanforslaget. Jeg håber meget, at selv om jeg som forventet stod alene med min kritik, så vil det ikke være tilfældet næste gang – at resten af forsamlingen, i særdeleshed medlemmerne af TMU, vil overveje, om ikke det er rigtigt, at vi skal være meget mere udfarende ift. at få sikret mest mulig biodiversitet gennem beplantning og korridorer ved fremtidige anlæg. Så vil jeg være mere end tilfreds!
DK2020-klimahandlingsplan er en nødvendig og god måde at fastholde en målsætning på. Vi har i kommunen været sendrægtige i vores tilgang – fx kunne vi have været klimakommune for længe siden, men har været tilfredse med at have en statisk tilgang, hvor et fast beløb til energirenovering af bygninger, et lille beløb til skovrejsning og positive bidrag til nedbringelser af CO2 ved fremstilling af energi – gennem Nature Energy – har talt på plussiden, uden yderligere opgørelser. Derfor var det heller ikke overraskende for mig, at sagsfremstillingen lagde op til, at balancen i målingen kun skulle omfatte energiforbrug, håndtering af affald og øvrige lokale aktiviteter, herunder lokal transport og fremstilling. Men ikke udledninger fra forbrug af varer, fremstillet andetsteds. Debatten om punktet var uklar; der blev nævnt den diesel, som landmanden brugte i sin maskine, som argument for, at vi ikke skulle se på udefrakommende varer. Hvilket jo er noget vrøvl, da det præcis er energi til en lokalt fremstillet vare – afgrøden. Netop derfor – og af meget principielle hensyn – mener jeg, at vi skal se på totaludledningen. Den er det eneste tal, som fortæller, om vi er på rette vej. Sagsfremstillingen holdt på, at det er meget ressourcekrævende (og vanskeligt) at regne på forbrug, som jo også dækker privatforbrug, og det er jeg enig i. Men jeg er overbevist om, at det i løbet af få år vil være simplere og mere standardiseret. Og så skal vi selvfølgelig være med fra starten! Selv kan jeg ikke se, at vi har noget valg, hvis vi tager klimaudfordringen alvorligt. Så skal vi have mest mulig information og bedst mulig tilgang til data. Pt. er den gængse politiske holdning, at vi skal have fuld fart frem – så længe det ikke er for besværligt, foregår i min baghave eller koster penge! Det er jo ikke holdbart – vi er nødt til at tage nogle lidt tungere prioriteringer end det, herunder at insistere på mest mulig viden.