Med en måneds forsinkelse blev budgettet førstebehandlet på kommunalbestyrelsens oktobermøde. Når det hvert år er så stor en begivenhed skyldes det, at arbejdet omkring det er så massivt. Alle forslagene, alle høringssvarene, alle drøftelserne – det hele skal samles i en aftale, som rækker minimum et år frem i tiden, og som skal være både troværdig og retningsgivende. Med al respekt for mine politiske kolleger, så synes jeg, det har knebet med troværdigheden de seneste år. Det er oplagt hvorfor: Vi har været presset på økonomien, og alt, der så bare nogenlunde fornuftigt ud, røg lige igennem. Så måtte vi se på de reelle tal efterfølgende. I år er det anderledes på den måde, at der ikke er store, tværgående forslag. Dvs, der er ét, som handler om at reducere pris- og lønfremskrivningen. Men det er et simpelt forslag, da der så blot er lidt færre penge til vores aftaleholdere – stabe, institutioner og områder – og de må så holde hus med lidt mindre. Det er selvfølgelig også en trossag, om det er muligt og så stadig levere ca det samme, men umiddelbart burde det kunne lade sig gøre i 2020, da de har fået lidt for meget på samme konto i år.
Vi er ikke med i budgettet i år. Det virker bagvendt, når der nu både er realisme og mådehold i besparelserne, som alle forligspartierne havde travlt med at kommunikere på mødet i kommunalbestyrelsen. Men vores indvending er vægtig: Ja, budgettet for 2020 er nogenlunde ok. Der er besparelser, som ikke burde være med, men ikke mange. Desværre er der bare ingen retning overhovedet! Og udsigten til økonomisk bedring er minimal. Det betyder så meget grovere besparelser næste år. Hvad kan modvirke det? At regeringen indser, at den må skaffe finansiering over niveauet for i år, som kun lige holder trit med stigningen i udgifter pga. børn og ældre (i udgangspunktet glædeligt med flere af dem), men ikke kompenserer for nationale handleplaner og stigningen i sundhedsudgifter/voksenhandicapområdet. Som i grunden er en konsekvens af vores nationale tilgang til arbejdsmarkedspolitikken: Du er aldrig for syg eller ringe til at arbejde – du skal være med! Det er smukt tænkt, muligvis det eneste rigtige, men det er dyrt!
For at komme tilbage til udgangspunktet: Regeringen skal altså se på kommunernes indtægtsside. Det kunne også ske gennem en anderledes udligning kommunerne imellem. Så skulle hovedstadskommunerne indgå i den almindelige udligning, hvorved provinsen ville få meget mere og hovedstaden under ét – mindre. Er det realistisk? Jeg ved det ikke. Det var det ikke under VLAK-regeringen, og jeg har ikke hørt den socialdemokratiske top være meget uenig med den. Men jeg er ikke socialdemokrat og kan tage fejl, og der er da også oplagte svipsere i systemet, som det er nu. Så måske får vi en håndsrækning den vej.
Men den håndsrækning skal efterhånden være følelig! Vi har brug for at kunne se lys, hvis vi også skal have kræfter til at lave andet end bare lappe huller, som årets budget lægger op til. Vi skal i gang med en klimaindsats, og vi skal have tilpasset vores kystområder til stigende vandstand, samtidig med at forebyggelse og sundhed og trivsel bliver en naturlig del af alle indsatser. Det kræver midler, og ikke bare en pose fattighjælp eller fx skaldede 10 mio i vores retning som et enkelt klap på ryggen. Selv om det ville lune!
Vi i Enhedslisten Faaborg-Midtfyn har i årevis talt for, at vi i kommunen hævede vores indtægtsgrundlag – når nu de ikke vil gøre det fra centralt hold! Det kan kun ske gennem skatten eller dækningsbidraget. Lige nu holder vi skindet på næsen – eller plasteret på samme ? – ved at bruge af de midler, vi fik ind på salget af hhv. vores andel af Naturgas Fyn og FFV-el. Havde vi hævet skatten for tre år siden, da vi kunne gøre det uden straf (medgivet, det vidste vi først bagefter, men vi kunne da have søgt!), så havde vi haft i omegnen af 7,5 mio mere – hvert år siden da! De skulle have været brugt fornuftigt – alle midler skal bruges fornuftigt! – og vi i Enhedslisten er da heller ikke de første til at komme med dyre forslag. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor lidt vi havde haft, hvis ikke forliget om 2015-budgettet havde hævet grundskylden!
Vi er nødt til at gå ned ad samme vej nu. Vi kan selvfølgelig vente på udligningsreformen og se, om den går vores vej, men så vil det da give rigtig meget mening, at vi til den tid sætter skatten ned igen, og dermed giver de kommuner, som så bliver ramt, mulighed for at sætte skatten lidt op. Igen, havde vi sat skatten op for tre år siden, så havde der været råd til lidt mere retning og lidt færre ørkesløse besparelser.